Herregårdens håndværkere
Målgruppe: Forløbet tilpasses den enkelte gruppe.
Indhold og arbejdsform: Gammel Estrup tilbyder undervisningsforløb skræddersyet til elever med særlige behov. Hvert forløb tilrettelægges, sådan at det matcher den aktuelle gruppes alder, kompetencer og behov.
Vi dykker ned i Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseums største genstand, hovedbygningen, og tager med udgangspunkt i håndværket bag konstruktionen livtag med begreber som produktion, leveforhold og arkitektur i et historisk perspektiv.
Vi besvarer igennem en række forskellige kreative og sanselige aktiviteter spørgsmålet: Hvad er en herregård? En herregård er nemlig mange ting: Landskab, bygninger og mennesker.
Vi ser på former, perioder og stilarter og bygger vores egne modeller.
Undervisningen tilgodeser følgende trinmål:
Historie: Eleverne kan sammenligne træk ved forskellige perioder. Eleverne kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv. Beskrive forskellige tidsaldres former for magtanvendelse og diskutere begrundelser og konsekvenser, sammenligne egne livsbetingelser med foregående slægtleds, indkredse historiske emner og indgå i dialog.
Dansk: Eleverne kan lytte aktivt og forholde sig åbent, lyttende og vurderende til andres fremstillinger. Eleverne kan kommunikere med opmærksomhed på sprog og relationer i nære sammenhænge. Eleverne kan følge reglerne for kommunikation i overskuelige, formelle og sociale situationer.
Håndværk og Design: Eleverne skal både individuelt og i samarbejde opleve en sanselig og praktisk orienteret proces, hvor de får lov til at engagere sig i modelbyggerier. På den måde får de indsigt i den kreative proces fra ideudvikling til færdigt produkt, hvor de også erfarer produktets æstetiske, funktionelle og kommunikative egenskaber.