Julestue i Skovarbejderhuset
3. december

Kom og hjælp den lille skovarbejderfamilie med juleforberedelserne og oplev julefejringen, som den var blandt arbejdere på landet omkring 1930’erne.
Jul i skoven
Julen i Skovarbejderhuset bød på en julefejring under lidt mere beskedne vilkår end den ovre på den store fornemme herregård. Det betød dog ikke nødvendigvis, at man manglede pynt og julegodter, men man var bare langt mere opfindsom med materialerne.
Julens pynt kunne være lavet af genbrugspapir, når man havde været på indkøb eller havde tømt en af æskerne med erstatningskaffe, der var lavet af flot og farverigt papir. Man havde sjove julekalendere lavet af kartofler og tændstikker, og der var blevet spinket og sparet, så moderen Mathilde Brøsted kunne lave julebag sammen med datteren Inga, hvis erindringer fortæller os om julefejringen i skovarbejderhuset.
Juleaktiviteter og æbleskiver
Kom og deltag i nogle af de juleaktiviteter, som Brøsted-familien gav sig i kast med for at gøre sig klar til julen. Kom helt tæt på den historiske skovarbejderjul, lav din egen julepynt og dekorationer, og smag kaffe eller kakao og æbleskiver fra det lille støbejernskomfur.
Praktisk
Der er julestue i Skovarbejderhuset onsdag 3. december kl. 10-13.
Det er gratis at deltage, men større grupper som daginstitutioner og skoler, bedes melde deres ankomst på forhånd på ans@gammelestrup.dk.