Julegudstjeneste og julefejring som i 1918
22. december
Gammel Estrup skruer tiden tilbage med julegudstjeneste og julefejring som i 1918.
Gammel Estrup inviterer indenfor til en helt særlig juleoplevelse 22. december.
Her kan man være med til en julegudstjeneste i herregårdens kapel. Bagefter kan man følges med herskab og tjenestefolk til Riddersalen, hvor der holdes julefest, og danse om det strålende træ med herskab og tjenestefolk som for hundrede år siden, da den sidste greve boede på Gammel Estrup.
Der var forskel på julen for herskab og julen for tjenestefolkene. Dels var der arbejdet, og dels var der maden. Tjenestefolkene arbejdede i løbet af dagen med at klargøre alting, og til aften spiste man hver for sig. Fælles for herskab og tjenestefolk var dog gudstjenester i kirken og juletræet i riddersalen, hvor tjenestefolkene helt ekstraordinært fik lov til at komme op og gå med grevefamilien rundt om træet og synge salmer. De fik også julegaver af herskabet.
Hele dagen er der også juleudstilling, julestue og andre juleaktiviteter for hele familien. Se alle juleaktiviteterne her.
Praktisk
Museet har åbent kl. 10-16. Entréen er 140 kr for voksne – børn under 18 år har gratis adgang. Billetten gælder også til nabomuseet Det Grønne Museum.
Julegudstjenesten begynder kl. 13 i Kapellet. Særskilt billet til gudstjenesten uddeles i museumsbutikken på dagen efter først-til-mølle. Man kan kun hente billet til sig selv. Det er desværre ikke muligt at lukke flere ind end brandreglementet tillader. Julegudstjenesten streames også på en skærm i kaffestuen i kælderen.
Julefejringen begynder kl. 15 i Riddersalen, men man kan møde både grevefamilien og tjenestefolkene fra kl. 14. Det kræver ikke billet at deltage i julefejringen i Riddersalen.