fbpx

Nyt herregårdsprojekt giver liv til landdistrikterne

Under titlen Jagten på Fortiden skal danskerne over de næste tre år på opdagelse i deres lokale herregårdsområder.

Befolkningen i landdistrikterne skal deltage i historiske vandreture, madfællesskaber og historiske oplevelser. Og på en ny hjemmeside kan skoler finde gratis undervisningsfilm og inspiration til undervisning i deres lokale herregårdsområde.

Projektet, der blandt andet er støttet af Nordea-fonden, er etableret af Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum (25.01.19.)

Se mere her.

Besøg Gammel Estrup i februar og få et årskort med

Gammel Estrup og nabomuseet Det Grønne Museum har afskaffet den fælles gratisdag om fredagen.

Til gengæld får man i hele februar måned et gratis årskort, når man køber billet til de to museer.

Med et årskort kan man opleve udstillinger og aktiviteter for store og små gratis i hele 2019. (23.01.19).

Se mere i pressemeddelelsen (pdf).

Gammel Estrup søger frivillige til Herregårdskøkkenet

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum søger lige nu mænd og kvinder i alle aldre, der har lyst til at hjælpe til i herregårdens køkken i weekender og ferieperioder og få museets mange besøgende til at føle sig velkomne. Arbejdet omfatter bagning på det store brændekomfur og salg af kaffe og kage.

Om det frivillige arbejde siger Grethe Højgaard, 65 år: Jeg kan godt lide at arbejde ved det gamle komfur og lave mad på den gammeldags måde. Der er en helt særlig stemning og en god ånd, når vi arbejder sammen i køkkenet. Og så smager brød og kager bare helt særligt, når det er lavet på brændekomfuret. Jeg elsker at bage og den gode snak, man får med publikum. De er altid så glade og positive, når der er et levende menneske, de kan tale med og købe kaffe og kage af.

Gammel Estrup afholder introduktionsmøde om Herregårdskøkkenet 20. marts kl 12-14. Tilmelding til museumsbutikken på museumsbutikken@gammelestrup.dk.

Læs mere.

Gammel Estrup udgiver nye herregårdshistorier

Gammel Estrup udgiver 30. november 2018 Herregårdshistorie 14. Bogen stiller skarpt på herregårdens kvinder igennem fortællingerne om syv forskellige herregårdsfruer fra seks forskellige århundreder. Udover temaet om herregårdsfruer rummer bogen et tema om herregårde og godsejere under Anden Verdenskrig samt artikler om herregårdsgolf og efterreformatoriske kalkmalerier. Bogen henvender sig til alle med interesse for herregårde og dansk kulturarv.

Bogen koster 198 kr og kan bestilles via museumsbutikken ved henvendelse på T 8648 3001 eller på mail museumsbutikken@gammelestrup.dk.

Se mere om bogen, klik her.

Ny hjemmeside samler viden om Danmarks herregårde

Dansk Center for Herregårdsforskning står bag den nye hjemmeside www.danskeherregaarde.dk.

Danskeherregaarde.dk er den eneste digitale platform, der rummer alle landets godt 700 herregårde, og det er nemt at navigere i det omfattende materiale. Man kan læse om hver enkelt herregård, om bygninger, kulturmiljø og ejere, og følge gården gennem tiden via kort, der viser historiske nedslag. Man kan også videre fordybe sig i herregårdshistorien via en række historieartikler og omfattende herregårdstemaer.

Gå på opdagelse på www.danskeherregårde.dk.

Kan partiformænd bage andet end rævekager?

Den store julekagedyst på Gammel Estrup

Partiformand fra Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, og partiformand fra Radikale Venstre, Morten Østergaard, smøger ærmerne op og svinger kagerullerne ved den store julekagedyst på herregården Gammel Estrup på Djursland.

Normalt dyster de på hårde argumenter og gyldne løfter, men den 8. december er jakkesæt og attachemapper skiftet ud med forklæder og kageruller. Der skal nemlig dystes på julesmåkager i Herregårdskøkkenet på den gamle herregård Gammel Estrup (07.11.18).

Se mere, klik her.

Gammel Estrup afholdt Norddjurs’ største historiske festival for børn

I dagene 28-29-30 august var der ikke stille på den gamle herregård. Her indtog over 1.000 børn nemlig Gammel Estrup, da museet afholdt Middelalderfestival for børn i dagtilbud og indskoling i Norddjurs Kommune.

”Børnene skal blandt andet prøve kræfter med middelalderjagt, hvor de kan prøve at skyde med bue og pil, ringridning på løbecykler samt fremstilling af kalkmalerier, læderpunge og middelaldermad. På den måde får børnene virkelig lov til at føle historien på egen krop”, forklarer museumsformidler Anders Sinding.

Det er tilsyneladende noget, der tiltaler Norddjurs Kommunes skoler og dagtilbud, for der deltog langt over 1.000 børn da festivalen løb af stablen. Fordi efterspørgslen har været så overvældende, planlægger Gammel Estrup at lave en fast festivaluge hvert år for kommunens børn og unge (31.08.18.).

Se mere om Gammel Estrups tilbud til institutioner og skoler her.

Gammel Estrup afslutter 10 års arbejde med en udstilling om de brølende tyvere

Med udstillingen Moderne Tider hos Greven sætter Gammel Estrup foreløbigt punktum for 10 års arbejde med at gennemrestaurere og ny-formidle herregårdens mange sale og gemakker.

Siden 2008 har Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum, arbejdet med en omfattende restaurerings- og formidlingsplan, og nu står det hele færdigt. Fra 30. juni kan publikum således opleve Gammel Estrups lange historie fra renæssancen og op til 1920’erne igennem en række gennemførte stuer og sale (29.06.18).

Læs mere om udstillingen her.

Hold sommerferie som skovarbejder i 1930

Mange danskere bruger sommerferien på at tage på en flyrejse til et andet land, men hvad med en rejse tilbage i historien? I sommerferien har man nu mulighed for at holde ferie i det autentiske skovarbejderhus fra 1930’erne.

Og det er ikke bare rammerne, der er som i gamle dage. Familier, der lejer sig ind i huset, skal også leve, som man gjorde for knap 100 år siden. Meningen med opholdene i huset er, at folk skal mærke historien på egen krop. Man bliver derfor iklædt typisk arbejdertøj fra perioden, og så får man udleveret en kasse med fornødenheder bestående af råvarer og opskrifter, så man selv kan tilberede mad på brændekomfuret. Se mere her.

Eksklusive skumrings-arrangementer i februar og marts

Greve Jørgen Scheel blev den sidste rigtige Herremand på Gammel Estrup, inden verden gik af lave. Dengang Herremanden ud over sine herregårde også ejede alle fæstegårdene i de omkringliggende landsbyer, og hvor han desuden havde hals- og håndsret over fæstebønderne. Dengang forskellen på adel og bonde var ubeskrivelig – som forskellen på pudder og pløre!

I februar og marts 2018 åbner Gammel Estrup dørene til en helt særligt skumrings-omvisning, hvor deltagerne har slottet helt for sig selv, og der er mulighed for at nyde kaffe og kage i samme salon, som grevefamilien benyttede for 250 år siden. Man skal være et meget hårdhudet gemyt, hvis man ikke fornemmer en lille rislen af den intense atmosfære, der findes i det gamle slot, når mørket falder på

Arrangementet varer 2 timer med start mellem kl. 15 og 17 på alle hverdage. Man begynder med fortælling rundt på Slottet, hvorefter der er kaffe og kage. Man kan vælge mellem to slags kaffeborde: Tyendets kaffebord, der foregår i Folkestuen, hvor der er træbænke og langborde, eller Herskabets kaffebord, hvor der er dækket fint op i Den store Salon.

Se mere her (pdf).