fbpx

Åbent hus 29. januar: Museet indsamler historier og ting fra Gammel Estrup

Har du en genstand, et foto eller en god historie, der knytter sig til herregården Gammel Estrup? Så kan det nu komme på museum. Gammel Estrup samler nemlig i 2018 ind til en vidensbank om samspillet mellem herregården og lokalområdet under titlen ”Mit Gammel Estrup”.

Museet tager imod henvendelser fra 2. januar 2018, men vil man hellere møde personligt op, kan man også gøre det den 29. januar kl 16-18, hvor Gammel Estrup holder ekstraordinært åbent for de lokale ved en stor åbningsfest.

I samarbejde med Sønderhald Egnsarkiv og Auning Bymuseum præsenterer museet på denne dag en inspirationsudstilling med udpluk fra Gammel Estrups historie baseret på minder og genstande fra lokalområdet. Samtidig står museets personale klar til at modtage de ting og beretninger, som folk kommer med. Det indsamlede materiale vil så efterfølgende udgøre rammen om en særudstilling i Gammel Estrups Orangeri. LÆS MERE OM ÅBNINGSFESTEN 29. JANUAR.

Genstande, fotografier og gode historier fra Gammel Estrup sendes med posten til: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Att: Marie Aaberg Andersen, Randersvej 2, 8963 Auning. Eller på mail til: ma@gammelestrup.dk.

LÆS MERE OM MIT GAMMEL ESTRUP

Gammel Estrup slår besøgsrekord med 100.772 gæster i 2017

Gammel Estrup – Herregårdsmuseet har netop lukket og slukket for i år, og det er med en god nyhed, at museet kan gå ind i 2018. Det er nemlig lykkedes for Herregårdsmuseet på Djursland at nå over den magiske grænse på 100.000 besøgende på et år.

Det glæder museets direktør Britta Andersen, der har flere bud på årsagen den flotte fremgang: ”Det gode besøgstal tilskriver vi naturligvis vores evne til at skabe gode og vedkommende udstillinger, aktiviteter og arrangementer for publikum. Vi har i 2017 åbnet en ny del af vores permanente udstilling, vi har lanceret flere særudstillinger og har med stor succes afholdt Herregårdsmarked og ikke mindst Jul på Gammel Estrup her i december måned. Desuden har vi etableret en såkaldt Kulturtjeneste, som tilbyder forløb for børn fra børnehave til ungdomsuddannelse, og det har betydet en væsentlig fremgang i publikum i alderen 0-17 år. Dernæst kan også satsningen på Historien om Danmark og Kulturbyåret ses som en væsentlig ’driver’ i at skabe ekstra synlighed og besøg på vores museum – og på de danske museer generelt”, siger hun. (offentliggjort 29.12.17)

Hent pressemeddelelse af (pdf)

Herregårdshistorie 12 er nu på gaden

Gammel Estrup udgiver herregårdshistorier fra både Danmark og Europa

Herregårdene har til alle tider været kulturelle centre, hvorfra både kultur og videnskab, mode og mentalt tankegods har spredt sig blandt eliten på tværs af grænser og derfra til de europæiske befolkninger. Denne fælleseuropæiske kulturarv beskrives i den nye bog Herregårdshistorie 12 igennem en række temaartikler om forskellige facetter af de europæiske herregårdes historie.

Derudover rummer bogen artikler om blandt andet is-opbevaringshuse og astronomi, våbenskjolde og møbelkunst.

Den nye udgivelse er tolvte nummer i rækken af Herregårdshistorier, og bogen fortsætter den bredt formidlende linje, som har kendetegnet de foregående udgivelser, med en række meget forskellige artikler, der knytter an til herregårdshistorie og -kultur.

Bogen kan købes i museumsbutikken på Gammel Estrup for 148 kr

Vær med til Jul på Gammel Estrup – Gratis adgang 27.-28.-29. dec

I december måned inviterer Gammel Estrup – Herregårdsmuseet inden for til jul hos herskab og tjenestefolk. Her kan man være med i tjenestefolkenes juleforberedelserne, når grisen er slagtet og tilberedes, når småkagerne skal bages, og når sale og stuer skal pyntes op til jul. ”Vi vil gerne vise, hvordan man holdt jul på herregården for omkring 100 år siden. Mange af traditionerne kender vi fra vores egen jul i dag, men der er også flere ting, som var anderledes. Først og fremmest var det før i tiden et kæmpe arbejde at gøre klar til jul – ikke mindst i en stor husholdning, som den på en herregård. Alene madlavningen tog flere uger, fra man slagtede grisen og til alt julesul og julebag var fremstillet. Der skulle også brygges øl og gøres rent, og når så selve juledagene kom, så kom slægtninge fra nær og fjern på besøg og blev ofte helt frem til helligtrekonger. Julen var en festlig tid, men huset må også have været på den anden ende i december måned”, forklarer Marie Kirstine Elkjær, som er museumsinspektør på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Se mere om Jul på Gammel Estrup

VI HAR OGSÅ ÅBENT 23. DECEMBER KL 10-16 MED AKTIVITETER FOR HELE FAMILIEN OG EN SÆRLIG JULEGUDSTJENESTE.

JULEUDSTILLING OG HERREGÅRDSKØKKEN HAR ÅBENT OG KAN STADIG OPLEVES 27.-28.-29. DECEMBER KL 10-15, OG DER ER GRATIS ADGANG FOR ALLE PÅ DISSE TRE DAGE ! Læs mere om gratis herregårdsjul mellem jul og nytår

Kulturministeren gæstede international konference

Kulturminister Mette Bock besøgte Gammel Estrup – Herregårdsmuseet i anledning af international forskerkonference

Ministeren lagde fredag den 22. september vejen forbi Gammel Estrup i anledning af den internationale herregårdskonference ‘A Manorial World’. Konferencen samlede i 3 dage over 60 forskere fra 9 europæiske lande.

Ministeren talte blandt andet for konferencens deltagere i Riddersalen på Gammel Estrup. Hun lagde især vægt på det tværfaglige fællesskab, der er skabt igennem det internationale forskernetværk ENCOUNTER (European Network for Country House and Estate Research), hvor både arkitekter, historikere og arkæologer fra universiteter og museer samles omkring herregårdsforskningen.

Desuden var en vigtig pointe i talen, at arbejdet med den fælleseuropæiske kulturarv er essentiel i forhold til skabelse og fastholdelse af identitet i en tid, der ellers er præget af rodløshed ”Globalisering er old news, men ikke fake news. Denne konference er med til at revitalisere og aktualisere vores fælles kulturarv, og det er i den grad vigtigt”, sagde ministeren.

Hent pressemeddelelse her (pdf)

Hent ministerens tale her (pdf)

Gammel Estrup samler forskere fra hele Europa

Kulturminister Mette Bock åbner den internationale konference ‘A Manorial World’ på Gammel Estrup 21-23 september. Omkring 60 forskere fra hele Europa samles for at diskutere herregårdenes fælleseuropæiske kulturarv. De tre konferencedage er tætpakket med foredrag, diskussion og herregårdsbesøg.

Konferencen er del af programmet for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Alle med interesse i herregårde, kan deltage.

Læs mere om konferencen og tilmelding her

Royal udstillingsåbning på Gammel Estrup

Mandag den 26. juni var en festdag på herregården Gammel Estrup. H.K.H. Prins Joachim åbnede nemlig udstillingen Herremandens Herregård, som viser livet for renæssancens adelsfolk.

Prinsen ankom til åbningen til tonerne af Den kongelige Livgardes messingensemble. Herefter holdt bestyrelsesformand for Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Bent Hansen, tale. Dernæst talte museumsdirektør Britta Andersen efterfulgt af Prins Joachim, der indviede udstillingen.

Herremandens Herregård viser livet for en af Danmarks mægtigste renæssanceherremænd, Eske Brock, der boede på herregården Gammel Estrup på Djursland for 400 år siden. Udstillingen består af renæssanceherremandens dagligstue – den såkaldte Fruerstue – Kapellet og Kapelgangen.

Læs mere om udstillingen her.

Fortidens køleskab genopført på Gammel Estrup

På Mors Dag 14. maj åbnede Gammel Estrup et ishus fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Fra 1870’erne blev de tidligere iskældre og isgruber på herregårdene erstattet af isopbevaringshuse. Det skete i takt med, at de fleste store landbrug og herregårde overgik til produktion af mejerivarer.

Fra ishuset hentede man is til Herregårdskøkkenets isskab og til avlsgården, hvor mejeriprodukterne skulle på køl. I selve ishuset havde man mulighed for at hænge det kød, der skulle spises ferskt. For eksempel kunne vildtet fra de store jagter hænge køligt her, indtil det skulle tilberedes i Herregårdskøkkenet. På nogle herregårde fortsatte anvendelsen af isopbevaringshuse helt op i 1950’erne, hvor isskabe stadig var i brug i køkkenet tilhørende avlsgården.

Ishuset på Gammel Estrup, der oprindeligt stammer fra herregården Skaføgård, kan rumme 20.000 kg is, der skulle placeres i huset via en lem under taget. Var man heldig, kunne isen skæres fra voldgraven, andre gange har man sejlet store isblokke ned fra Norge.

Ved indvielsen af Ishuset klippede formand for ELRO Fonden, Steen Thomsen, snoren.

Ny hjemmeside samler viden om Region Midtjyllands 183 herregårde

Ny omfattende hjemmeside præsenterer et nyt syn på Region Midtjyllands 183 herregårde. Herregaardskortet.dk indeholder en skattekiste af morsomme og spændende historier fra de midtjyske herregårde, og gennem 15 detaljerede herregårdstemaer får læseren en samlet fortælling om herregårdenes historie: fra øst til vest, fra høj til lav, og fra middelalderen til det 20. århundrede.

’Gentænk herregårdene’ er overskriften for den nye hjemmeside, som Dansk Center for Herregårdsforskning præsenterer i samarbejde med syv kulturhistoriske museer i Midtjylland samt Region Midtjylland og Aarhus 2017.

”Herregaardskortet.dk er resultatet af tre års arbejde, hvor vi som et bidrag til Aarhus 2017-fejringen har brugt tiden på at arbejde med nye sider af herregårdenes historie – at gentænke dem, om man vil. Det gælder om at holde trit og holde fast. Med hjemmesiden, der kan anvendes både på PC, på tablet og på mobil, holder vi trit med udviklingen ved at give nye, og måske de lidt yngre, brugere en hurtig og nem adgang til at opleve herregårdenes fascinerende verden. Og samtidig holder vi fast i den gode fortælling og den ekspertise, der er forskningscenterets varemærke, hvor fagpersoner træder i karakter med 15 spændende og velfortalte ’herregårdstemaer’ fra alle hjørner af regionen.”, udtaler Signe Boeskov, der er leder af Dansk Center for Herregårdsforskning.

Besøg www.herregaardskortet.dk     

Ny bog om herregårdsliv lanceret på Gammel Estrup

Ph.d. Signe Boeskovs bog “Herregård og herskab” er netop udkommet. Bogen fortæller om herregårdslivets sidste storhedstid i Danmark i perioden fra cirka 1850 til 1920. Det var en tid, hvor mange herregårdes økonomi for en tid blev forbedret, hvor man byggede stort, nyt og spektakulært og mange steder dyrkede et storslået selskabsliv. Samtidig var det en tid, hvor den samfundsorden, hvor herregårdene og de familier, der ejede dem, var under forandring og afvikling. Bogen undersøger, hvordan familierne levede herregårdslivet, og hvordan de på forskellige og effektfulde måder udfyldte rollen som herregårdsherskab.

”Herregård og herskab. Distinktioner og iscenesættelser på Nørre Vosborg og Hvedholm 1850-1920” koster 348 kr. og er udgivet på Museum Tusculanums Forlag. Den kan købes hos boghandlere fra 3. marts 2017 eller bestilles via museumsbutikken på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Udgivelsen er støttet af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Farumgaard-Fonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Illum Fondet, Lademanns Fond og Skibsreder Carsten Brebøls Almennyttige Fond.

Læs pressemeddelelse (pdf)