Bæredygtighed på Gammel Estrup
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum arbejder med grøn omstilling og bæredygtig udvikling af museet for at værne om historie og kultur såvel som miljø og mennesker.
For at sikre, at fortidens kulturarv også eksisterer i fremtiden, må vi arbejde med klima og miljø, socialt ansvar og virksomhedsadfærd i nutiden.
Klima & miljø
Gammel Estrup vil indtænke klima og miljø i hele organisationens praksis. Museets mål er i den sammenhæng at arbejde frem imod en CO2-neutral fremtid gennem nedbringelse af museets CO2-aftryk og ved prioritering af grønne udeområder.
Social ansvar
Gammel Estrup vil sikre bevaring, forskning og formidling af den del af dansk kulturhistorie, der hører til herregårdshistorien til glæde og gavn for offentligheden. Museets mål er i den forbindelse at være en aktiv spiller i samfundet og arbejde for at sikre diversitet, ligestilling og inklusion, aktivt medborgerskab og trivsel for medarbejdere såvel som besøgende.
Virksomhedsadfærd
Gammel Estrup vil have en demokratisk og gennemsigtig virksomhedspraksis karakteriseret ved ordentlighed fra bestyrelse og ledelse til medarbejdere og frivillige. Museets mål er i den sammenhæng at fortsætte den politiske- og interesseuafhængige linje, at sikre fortsat gennemsigtighed i organisationens virke.