120,00 DKK
Ikke på lager
Beskrivelse
Vi særåbner Gammel Estrup i skumringstimerne, hvor forskerne fra Dansk Center for Herregårdsforskning står klar til at fortælle om de mange mennesker, der gennem tiden har stået i tjeneste på de danske herregårde
Herregården bringes i spil fra kælder til kvist, når aftenens gæster på forskellige steder i huset kan opleve en række mini-oplæg og aktiviteter med afsæt i ny tjenestefolksforskning.
Skjulte gange og hemmelige trapper
Deltagerne kan besøge nogle af de skjulte bagtrapper og passager, som herregårdens tjenestefolk brugte i diskretion. Og de kan på egen hånd opleve de stemningsfulde rammer i skumringstimen: de herskabelige stuer og sale og ikke mindst de områder, der særligt knyttede sig til tjenestefolkene, f.eks. de rum de sov, arbejdede og spiste i.
Forskning i tjenestefolkenes historie
Mini-oplæggene vil præsentere opdagelser og resultater udvalgt af forskerne selv. De vil belyse forskellige metodiske indgangsvinkler og kildegrupper – fra folketællinger, til godsarkiver, til malerkunst, til bygningsspor, genstande og meget mere – der kan lede til viden om de mange tjenestefolk, der ofte fortaber sig i historiens tåger.
Oplæg afholdes af Gammel Estrups forskningsteam: Andreas Emil Mikkelsen, Søren Broberg Knudsen, Klaus Højberg og Signe Boeskov. De tager udgangspunkt i egen forskning og erfaring med at spore herregårdens tjenestefolk i kilderne. Registrator Jørgen Justesen, tager deltagere med på bagtrapperne og deler ud af sin store viden om husets bygningshistorie.
Håndmadder i herregårdskælderen
I herregårdens kælder, der er indrettet efter inspiration fra fortidens folkestue, hvor tjenestefolk gennem tiden indtog deres mad, serveres håndmadder og drikkevarer til aftenens deltagere.
Praktisk
Tid: 23. april 2026, kl. 17.00-20.30.
Begivenheden starter kl. 17:00 med en velkomst i Riddersalen. Derefter vil diverse oplæg, rundvisningen og udlevering af mad i herregårdskælderen begynde. Aktiviteterne starter hver halve time, og man kan selv vælge rækkefølgen man vil opleve dem i.
Sted: Riddersalen på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, Randersvej 2, 8963 Auning.
Pris: 120 kr. inkl. entré, håndmadder, øl/saft/vand og aktiviteter.
Tilmelding er nødvendig, og der er et begrænset antal pladser.

Yderligere information
| Billettype | Voksen, Barn under 18 |
|---|




