fbpx

Gammel Estrups Riddere

Målgruppe: Børn i dagtilbud i alderen 3-6 år.

Formålet med forløbet er at børnene igennem ridderens velkendte karakter oplever at få specifik kulturhistorisk viden om middelalderen gennem leg og aktivitet. På denne måde understøttes særligt læreplanstemaerne krop og bevægelse, sociale kompetencer, sproglig og personlig udvikling og viden om kultur og natur.

Varighed: 2 timer

Tema: Forløbet tager udgangspunkt i Gammel Estrups egen fortælling om ridderen Lave Brok, hans fejder på Djursland og hans liv på middelalderborgen Essendrup, som var Gammel Estrups navn i Middelalderen.

Forløb: Børnene træder sammen med museumsformidleren ind i rollen som riddere på Gammel Estrup. For at blive rigtige riddere, skal børnene først male deres eget våbenskjold. Samtidigt lærer børnene om våbenmærker og deres betydning. Skjoldet kan de tage med hjem ved dagens afslutning.

Som fuldt udrustede riddere skal børnene prøve kræfter med forskellige ridderdiscipliner i en ridderturnering, der både sætter modet og motorikken på prøve. Dagen slutter med at børnene afgiver et ridderløfte. Derefter modtager de deres ridderbrev som bevis på, at de nu er vaskeægte riddere af Gammel Estrup.