fbpx
Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Åbent hus i Skovarbejderhuset

1. maj kl. 10:00 - 12:00

Kig forbi den lille arbejderbolig i herregårdsskoven Lunden den 1. maj kl. 10-12. Vi har kaffe på kanden og pandekager klar fra det lille brændekomfur.

 

Herregårdens glemte arbejdere

Skovarbejderhuset fortæller historien om herregårdens jordløse arbejdere – en historie, der ofte er blevet overset i fortællingen om arbejderklassen.

Når man taler om arbejderne, så tænker de fleste nok på industriarbejderne i de større byer. Men et stort antal arbejdere har gennem tiden også været tilknyttet de danske herregårde, og indtil industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet udgjorde herregårdene nogle af landets største arbejdspladser. Livet for herregårdens arbejdere; lugekoner og køkkenpiger, mark-og skovarbejdere, var slidsomt, og det beskedne skovarbejderhus ved Gammel Estrup vidner om de fattige kår, som de levede under.

 

Familien Brøsted i Lunden

I Skovarbejderhuset kan man se, hvordan en skovarbejderfamilie levede og indrettede sig omkring 1930. Huset blev oprindeligt bygget i 1929 som et af tre skovarbejderhuse i Lunden og er indrettet med køkken og dagligstue i stueplan samt et sovekammer ovenpå, dasset og huggehuset ligger udenfor, hvor man også finder en lille nyttehave. Udgangspunktet for formidlingen og indretningen af huset er familien Brøsted, der boede i huset fra cirka 1930 til 1950. Husets beboere bestod i 1930 af far Niels og mor Olga Mathilde samt deres fire hjemmeboende børn. Familien har således levet under relativt trange kår i det lille hus.

 

Frivillig i Skovarbejderhuset

Skovarbejderhuset blev restaureret og åbnet for publikum i 2014, og siden da har der været tilknyttet en frivilliggruppe, der både vedligeholder huset, redskaber og genstande, passer køkken- og prydhaven og indimellem deltager i formidlingen, når der skal bages pandekager, serveres kaffe eller fortælles om skovarbejderfamilien og det slidsomme liv for landarbejderne førhen. Skovarbejdergruppen er i huset hver onsdag i sommerhalvåret og fungerer som en del af museets daglige formidling dels for de museumsbesøgende, der tager den cirka tre kilometer lange tur til fods fra Gammel Estrup og op til huset, dels for de mange lokale, der bare går tur i skoven.

Vi søger nye frivillige til at hjælpe med at passe huset og ikke mindst køkken- og prydhaven ved huset. Så har du lyst og tid, så kig forbi og se, om du kunne have lyst til at blive skovarbejder-frivillig.

 

Praktisk

Onsdag 1. maj er Skovarbejderhuset bemandet kl. 10-12 af de frivillige, som passer huset og haven i det daglige. Alle kan komme forbi og høre mere om huset og om det frivillige arbejde over en kop kaffe. Det er gratis at deltage.

Bemærk, der er 2-3 kilometer at gå gennem skoven fra Gammel Estrup. Der er enkelte p-pladser ved huset samt på vigepladsen mellem huset og Gammel Estrup.

Detaljer

Dato:
1. maj
Tidspunkt:
10:00 - 12:00
Begivenhed Kategori:

Sted

Skovarbejderhuset ved Gammel Estrup
Randersvej 13
Allingåbro, Auning 8961 Danmark
+ Google Maps
Telefon
86483001