fbpx

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum

Historisk herregård

Gammel Estrup er en af Danmarks bedst bevarede Renæssanceherregårde. Gammel Estrup var i mere end 600 år i samme families eje.

 

Danmarks Herregårdsmuseum

Museet blev oprettet i 1930. Danmarks Herregårdsmuseum er i dag et statsanerkendt specialmuseum. Museet beskæftiger sig med de godt 730 danske herregårde, og alt hvad dertil hører af herskab og tjenestefolk, bygninger og arkitektur, skove og marker, haver og kulturlandskab, indretnings- og boligkultur, malerkunst og møbler mm. Museet er en selvejende institution.

 

Udstilling inde og ude

Gammel Estrups udstilling rummer en række enestående interiører for herskab og tjenestefolk fra omkring år 1500 og frem til første del af 1900-tallet. Desuden kan man opleve et helstøbt kulturmiljø med historiske haver, driftsbygninger og arbejderboliger.

 

Dansk Center for Herregårdsforskning

Gammel Estrup er hjemsted for det nationale forskningscenter Dansk Center for Herregårdsforskning. Centeret er tovholder på det europæiske ENCOUNTER (European Network for Country House and Estate Research).

 

Arrangementer

Museet afholder årligt en række store arrangementer herunder 1700-talsfestivalen, Allehelgensaften og juleaktiviteter i forbindelse med udstillingen Jul for herskab og tjenestefolk.

 

Børn og unge

Museet har en aktiv kulturtjeneste for børn og unge og er regional partner i det nationale skoletjenestenetværk.

 

Besøgende

Gennemsnitligt er besøgstallet knap 100.000 om året (sammen med nabomuseet Det Grønne Museum). Gammel Estrup har desuden over en halv million besøgende online hvert år.

 

Personale og frivillige

Personalet består af ca. 15 personer – heraf 8 fastansat. Museumsdirektør Kasper Steenfeldt Tipsmark har ansvaret for den daglige ledelse. Gammel Estrups frivillignetværk har ca. 150 medlemmer.