fbpx

Hold sommerferie som skovarbejder i 1930

Mange danskere bruger sommerferien på at tage på en flyrejse til et andet land, men hvad med en rejse tilbage i historien? I sommerferien har man nu mulighed for at holde ferie i det autentiske skovarbejderhus fra 1930’erne.

Og det er ikke bare rammerne, der er som i gamle dage. Familier, der lejer sig ind i huset, skal også leve, som man gjorde for knap 100 år siden. Meningen med opholdene i huset er, at folk skal mærke historien på egen krop. Man bliver derfor iklædt typisk arbejdertøj fra perioden, og så får man udleveret en kasse med fornødenheder bestående af råvarer og opskrifter, så man selv kan tilberede mad på brændekomfuret. Se mere her.

Fonde støtter stort udstillings- og restaureringsprojekt

Med støtte fra en række fonde er Gammel Estrup nu i gang med en stor restaurering og nyformidling af fire rum i herregårdens hovedbygning. Rummene, der skal illustrere 1920’erne, åbner i sommeren 2018 under titlen Moderne tider hos greven.

Indretningen af rummene tager udgangspunkt i lister over inventar fra Christen Scheels tid og omfatter dels et ‘Herreværelse’, som fungerede som dagligstue, dels ’Grevens Rygetårn’, hvor greven kunne trække sig tilbage og få sig en god cigar. Derudover indrettes en mellemgang og et fotoatelier, hvor man både kan opleve familiens gamle fotografier og tage sine egne billeder iklædt historisk tøj.

Udstillingen ‘Moderne tider hos greven’ åbnes officielt af Kulturminister Mette Bock den 29. juni 2018. Udstillingen, som er en del af museets permanente udstilling, kan opleves af publikum fra 30. juni. Læs pressemeddelelse (pdf). (03.05.18).

Eksklusive skumrings-arrangementer i februar og marts

Greve Jørgen Scheel blev den sidste rigtige Herremand på Gammel Estrup, inden verden gik af lave. Dengang Herremanden ud over sine herregårde også ejede alle fæstegårdene i de omkringliggende landsbyer, og hvor han desuden havde hals- og håndsret over fæstebønderne. Dengang forskellen på adel og bonde var ubeskrivelig – som forskellen på pudder og pløre!

I februar og marts 2018 åbner Gammel Estrup dørene til en helt særligt skumrings-omvisning, hvor deltagerne har slottet helt for sig selv, og der er mulighed for at nyde kaffe og kage i samme salon, som grevefamilien benyttede for 250 år siden. Man skal være et meget hårdhudet gemyt, hvis man ikke fornemmer en lille rislen af den intense atmosfære, der findes i det gamle slot, når mørket falder på

Arrangementet varer 2 timer med start mellem kl. 15 og 17 på alle hverdage. Man begynder med fortælling rundt på Slottet, hvorefter der er kaffe og kage. Man kan vælge mellem to slags kaffeborde: Tyendets kaffebord, der foregår i Folkestuen, hvor der er træbænke og langborde, eller Herskabets kaffebord, hvor der er dækket fint op i Den store Salon.

Se mere her (pdf).

Ny bog om elitens mad og spisevaner udkommer 30. januar

Den nye udgivelse Fyrstelige Måltider handler om de måltider, som er blevet serveret hos de rigeste og mest magtfulde personer og familier gennem tiden. Læseren tages således med til både fyrster, grever og kongers bord fra middelalderen og helt frem til i dag.

Bogen er skrevet af landets førende eksperter i madhistorie og henvender sig til alle med en interesse i såvel hofkultur som kogekunst (22.01.18).

Læs pressemeddelelse (pdf)

Åbent hus 29. januar: Museet indsamler historier og ting fra Gammel Estrup

Har du en genstand, et foto eller en god historie, der knytter sig til herregården Gammel Estrup? Så kan det nu komme på museum. Gammel Estrup samler nemlig i 2018 ind til en vidensbank om samspillet mellem herregården og lokalområdet under titlen ”Mit Gammel Estrup”.

Museet tager imod henvendelser fra 2. januar 2018, men vil man hellere møde personligt op, kan man også gøre det den 29. januar kl 16-18, hvor Gammel Estrup holder ekstraordinært åbent for de lokale ved en stor åbningsfest.

I samarbejde med Sønderhald Egnsarkiv og Auning Bymuseum præsenterer museet på denne dag en inspirationsudstilling med udpluk fra Gammel Estrups historie baseret på minder og genstande fra lokalområdet. Samtidig står museets personale klar til at modtage de ting og beretninger, som folk kommer med. Det indsamlede materiale vil så efterfølgende udgøre rammen om en særudstilling i Gammel Estrups Orangeri. LÆS MERE OM ÅBNINGSFESTEN 29. JANUAR.

Genstande, fotografier og gode historier fra Gammel Estrup sendes med posten til: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Att: Marie Aaberg Andersen, Randersvej 2, 8963 Auning. Eller på mail til: ma@gammelestrup.dk.

LÆS MERE OM MIT GAMMEL ESTRUP

Gammel Estrup slår besøgsrekord med 100.772 gæster i 2017

Gammel Estrup – Herregårdsmuseet har netop lukket og slukket for i år, og det er med en god nyhed, at museet kan gå ind i 2018. Det er nemlig lykkedes for Herregårdsmuseet på Djursland at nå over den magiske grænse på 100.000 besøgende på et år.

Det glæder museets direktør Britta Andersen, der har flere bud på årsagen den flotte fremgang: ”Det gode besøgstal tilskriver vi naturligvis vores evne til at skabe gode og vedkommende udstillinger, aktiviteter og arrangementer for publikum. Vi har i 2017 åbnet en ny del af vores permanente udstilling, vi har lanceret flere særudstillinger og har med stor succes afholdt Herregårdsmarked og ikke mindst Jul på Gammel Estrup her i december måned. Desuden har vi etableret en såkaldt Kulturtjeneste, som tilbyder forløb for børn fra børnehave til ungdomsuddannelse, og det har betydet en væsentlig fremgang i publikum i alderen 0-17 år. Dernæst kan også satsningen på Historien om Danmark og Kulturbyåret ses som en væsentlig ’driver’ i at skabe ekstra synlighed og besøg på vores museum – og på de danske museer generelt”, siger hun. (offentliggjort 29.12.17)

Hent pressemeddelelse af (pdf)

Herregårdshistorie 12 er nu på gaden

Gammel Estrup udgiver herregårdshistorier fra både Danmark og Europa

Herregårdene har til alle tider været kulturelle centre, hvorfra både kultur og videnskab, mode og mentalt tankegods har spredt sig blandt eliten på tværs af grænser og derfra til de europæiske befolkninger. Denne fælleseuropæiske kulturarv beskrives i den nye bog Herregårdshistorie 12 igennem en række temaartikler om forskellige facetter af de europæiske herregårdes historie.

Derudover rummer bogen artikler om blandt andet is-opbevaringshuse og astronomi, våbenskjolde og møbelkunst.

Den nye udgivelse er tolvte nummer i rækken af Herregårdshistorier, og bogen fortsætter den bredt formidlende linje, som har kendetegnet de foregående udgivelser, med en række meget forskellige artikler, der knytter an til herregårdshistorie og -kultur.

Bogen kan købes i museumsbutikken på Gammel Estrup for 148 kr

Vær med til Jul på Gammel Estrup – Gratis adgang 27.-28.-29. dec

I december måned inviterer Gammel Estrup – Herregårdsmuseet inden for til jul hos herskab og tjenestefolk. Her kan man være med i tjenestefolkenes juleforberedelserne, når grisen er slagtet og tilberedes, når småkagerne skal bages, og når sale og stuer skal pyntes op til jul. ”Vi vil gerne vise, hvordan man holdt jul på herregården for omkring 100 år siden. Mange af traditionerne kender vi fra vores egen jul i dag, men der er også flere ting, som var anderledes. Først og fremmest var det før i tiden et kæmpe arbejde at gøre klar til jul – ikke mindst i en stor husholdning, som den på en herregård. Alene madlavningen tog flere uger, fra man slagtede grisen og til alt julesul og julebag var fremstillet. Der skulle også brygges øl og gøres rent, og når så selve juledagene kom, så kom slægtninge fra nær og fjern på besøg og blev ofte helt frem til helligtrekonger. Julen var en festlig tid, men huset må også have været på den anden ende i december måned”, forklarer Marie Kirstine Elkjær, som er museumsinspektør på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Se mere om Jul på Gammel Estrup

VI HAR OGSÅ ÅBENT 23. DECEMBER KL 10-16 MED AKTIVITETER FOR HELE FAMILIEN OG EN SÆRLIG JULEGUDSTJENESTE.

JULEUDSTILLING OG HERREGÅRDSKØKKEN HAR ÅBENT OG KAN STADIG OPLEVES 27.-28.-29. DECEMBER KL 10-15, OG DER ER GRATIS ADGANG FOR ALLE PÅ DISSE TRE DAGE ! Læs mere om gratis herregårdsjul mellem jul og nytår

Kulturministeren gæstede international konference

Kulturminister Mette Bock besøgte Gammel Estrup – Herregårdsmuseet i anledning af international forskerkonference

Ministeren lagde fredag den 22. september vejen forbi Gammel Estrup i anledning af den internationale herregårdskonference ‘A Manorial World’. Konferencen samlede i 3 dage over 60 forskere fra 9 europæiske lande.

Ministeren talte blandt andet for konferencens deltagere i Riddersalen på Gammel Estrup. Hun lagde især vægt på det tværfaglige fællesskab, der er skabt igennem det internationale forskernetværk ENCOUNTER (European Network for Country House and Estate Research), hvor både arkitekter, historikere og arkæologer fra universiteter og museer samles omkring herregårdsforskningen.

Desuden var en vigtig pointe i talen, at arbejdet med den fælleseuropæiske kulturarv er essentiel i forhold til skabelse og fastholdelse af identitet i en tid, der ellers er præget af rodløshed ”Globalisering er old news, men ikke fake news. Denne konference er med til at revitalisere og aktualisere vores fælles kulturarv, og det er i den grad vigtigt”, sagde ministeren.

Hent pressemeddelelse her (pdf)

Hent ministerens tale her (pdf)

Gammel Estrup samler forskere fra hele Europa

Kulturminister Mette Bock åbner den internationale konference ‘A Manorial World’ på Gammel Estrup 21-23 september. Omkring 60 forskere fra hele Europa samles for at diskutere herregårdenes fælleseuropæiske kulturarv. De tre konferencedage er tætpakket med foredrag, diskussion og herregårdsbesøg.

Konferencen er del af programmet for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Alle med interesse i herregårde, kan deltage.

Læs mere om konferencen og tilmelding her