fbpx

Begyndelsen

Gammel Estrup ligger på vejen mellem Randers og Grenaa. På den ene side af vejen ligger Helligbjerget, som gennem tiderne har fungeret som landmærke og udsigtspunkt, og på den anden ses herregården, hvor store dele er bygget i renæssancen i røde munkesten. Hovedbygningen er omkranset af dobbelte voldgrave og store avlsbygninger.

Hvornår, Gammel Estrup nøjagtigt blev opført, er uvist, men ved arkæologiske udgravninger på voldstedet er fundet bygningsrester fra 1300-tallet, og gennem middelalderen findes også vidnesbyrd om de perioder, hvor godset har været en del af jordstridigheder eller er blevet ødelagt i forbindelse med krig.

Gammel Estrup har i 600 år været ejet af den samme familie, og de ældste dele af de nuværende bygninger stammer fra cirka 1490, hvor ejeren, Lave Brock (død cirka 1504) opførte en stenfæstning på stedet. Lave Brock var en temperamentsfuld herre, som nok kunne have brug for et sted at være i sikkerhed. I 1468 dræbte han efter sigende købmanden Niels Paaske fra Randers med egen hånd.