Den rige Skeel

Fra Jytte Brock og Jørgen Skeels overtagelse af Gammel Estrup i 1625 og helt frem til 1926 sad der en Scheel på godset.

Familien Scheel var i 1600- og 1700-tallet blandt Danmarks rigeste. Om Jørgen Skeels søn Christen (1623-1688) – med tilnavnet den rige – sagde man, at han kunne ride fra Grenaa til Viborg på egen jord. Det var nu ikke helt sandt, men familiens rigdom var umådelig stor. I 1725 oprettede familien grevskabet Scheel med godset Sostrup ved Grenaa som centrum. Gammel Estrup var ikke en del af det, da det forinden var gjort til stamhus for familien. Et stamhus skulle udelt arves af ældste søn og var skattefritaget. Til gengæld kunne det ikke sælges.

Samme indflydelse på landspolitik som under rigsmarsk Jørgen Skeel fik familien ikke igen, men både overstaldmester Jørgen Scheel (1718-1786), som administrerede enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederiks hof en periode, og hans søn Christen Scheel (1743-1771), som var gesandt i Rusland 1765-1771, spillede en væsentlig rolle i Danmarks historie.