fbpx
Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Barokkoncert: Kongens Fødselsdag-kantate

26. april kl. 19:00 - 20:30

I anledning af kong Frederik V’s 300 års fødselsdag afholdes en unik og stemningsfuld barokkoncert i Gammel Estrups riddersal.

Ikke mange ved, at en af barokkens mest produktive og bedste komponister: Georg Philipp Telemann har skrevet en kantate til fejring af den danske kong Frederik V’s fødselsdag. Nu fejrer Ensemble Zimmermann kongens fødselsdag ved at opføre Telemanns værk for 2 sangsolister, fløjte, strygerkvartet og continuogruppe. Ensemblets størrelse gør det perfekt til slottets stemningsfulde og klangrige riddersal.

 

Telemanns fødselsdagskantate

Kong Frederik V var Konge af Danmark og Norge. Modsat sin fromme far, var den populære Frederik, en livsnyder der holdt af både kvinder, kunst og alkohol, og hans glæde over alkohol førte til, at regeringen blev overladt til overhofmarskallen Adam Gottlob Moltke og statsmanden Johan Hartvig Ernst Bernstorff.  I Frederiks regeringstid fik både kunst og videnskab en opblomstring.

Fødselsdagskantaten er skrevet på bestilling af latinskolen Christianum i Altona og har libretto af Salomon von Haven, sognepræst i Vor Frue Kirke i Odense.

Kantatens tekst er både dansk, tysk og latin og rummer finurlige små lovprisninger af den store Monark og bønner om Guds beskyttelse over kongen og hele landet, ligesom den hylder både kongens økonomiske tilskud til skolen og hans tro dronninger Louise og Juliane Marie. I den latinske del bliver både Odin, Apollon og Gud Fader påkaldt.

Koncerten indledes med Telemanns ”Nationerne” for strygere og continuo, som beskriver en række lande i Europa gennem humoristiske karakterstykker.

Telemann skrev i forordet til kantaten: De Danske, Norske og Tydske Undersaatters Glæde fremstillet udi en uskyldig og tilladelig Fornöyelse med Musique, og i en hellig Sang for Gud i Sandhed, Til vor allernaadigste Arve Herres og Konges Kong FREDERICH den Femtes Ære Paa Hans höye Födsels Dag den 31. Martii. Gud være Kongens Skiold og Store Løn i hvor Han gaaer; Så vil Her höres samme Sang og Bön om tyve Aar!

 

Medvirkende

Anna Maria Wierød, sopransolist

William Jønch Pedersen, bassolist

Ensemble Zimmermann,
Musikalsk ledelse Lars Colding Wolf

Praktisk

Tid: kl. 19. Koncerten varer ca. 1,5 time inkl. pause. I pausen kan man købe kaffe og kage.

Pris: 100 kr. (børn og studerende 50 kr.). Billetter bestilles på T 8648 3001. Betaling i døren.

 

Detaljer

Dato:
26. april
Tidspunkt:
19:00 - 20:30