fbpx

Gammel Estrup afholdt Norddjurs’ største historiske festival for børn

I dagene 28-29-30 august var der ikke stille på den gamle herregård. Her indtog over 1.000 børn nemlig Gammel Estrup, da museet afholdt Middelalderfestival for børn i dagtilbud og indskoling i Norddjurs Kommune.

”Børnene skal blandt andet prøve kræfter med middelalderjagt, hvor de kan prøve at skyde med bue og pil, ringridning på løbecykler samt fremstilling af kalkmalerier, læderpunge og middelaldermad. På den måde får børnene virkelig lov til at føle historien på egen krop”, forklarer museumsformidler Anders Sinding.

Det er tilsyneladende noget, der tiltaler Norddjurs Kommunes skoler og dagtilbud, for der deltog langt over 1.000 børn da festivalen løb af stablen. Fordi efterspørgslen har været så overvældende, planlægger Gammel Estrup at lave en fast festivaluge hvert år for kommunens børn og unge (31.08.18.).

Se mere om Gammel Estrups tilbud til institutioner og skoler her.