Grevens Appartement

Midten af 1700-tallet

Grevens Appartement er grevens værelser, som de kunne have set ud i midten af 1700-tallet. I rummene fortælles historien om overstaldmester Jørgen greve Scheel og hans anden hustru Charlotte Louise von Plessen og deres samtid.

Rummene er indrettet med rokokoens lyse farver, elegante lethed og asymmetriske formsprog, og de afspejler Jørgen Scheels rigdom og luksusliv med dyr mad og vin, overdådige rober og parykker.

Man kan blandt andet se den fornemme Spisestue, der dannede ramme om greveparrets repræsentative liv. Her kan man blandt andet se smukke elfenbensfarvede silketapeter, guldudsmykninger og et storslået parketgulv, som blev moderne på slotte og herregårde i denne periode. Grevens Appartement består udover Spisestuen af Sengekammeret, hvor greven sov, Det lille Kabinet med skrivebord, hvor greven kunne trække sig tilbage og arbejde, samt Svendegangen, der fungerede som anrettergang.