fbpx

Fortidens køleskab genopført på Gammel Estrup

På Mors Dag 14. maj åbnede Gammel Estrup et ishus fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Fra 1870’erne blev de tidligere iskældre og isgruber på herregårdene erstattet af isopbevaringshuse. Det skete i takt med, at de fleste store landbrug og herregårde overgik til produktion af mejerivarer.

Fra ishuset hentede man is til Herregårdskøkkenets isskab og til avlsgården, hvor mejeriprodukterne skulle på køl. I selve ishuset havde man mulighed for at hænge det kød, der skulle spises ferskt. For eksempel kunne vildtet fra de store jagter hænge køligt her, indtil det skulle tilberedes i Herregårdskøkkenet. På nogle herregårde fortsatte anvendelsen af isopbevaringshuse helt op i 1950’erne, hvor isskabe stadig var i brug i køkkenet tilhørende avlsgården.

Ishuset på Gammel Estrup, der oprindeligt stammer fra herregården Skaføgård, kan rumme 20.000 kg is, der skulle placeres i huset via en lem under taget. Var man heldig, kunne isen skæres fra voldgraven, andre gange har man sejlet store isblokke ned fra Norge.

Ved indvielsen af Ishuset klippede formand for ELRO Fonden, Steen Thomsen, snoren.