Skoleforløb målrettet elever med særlige behov

Målgruppe: Undervisningen tilpasses det enkelte klassetrin. Max. 10 elever pr. forløb, da pladsen i huset er trang.

Indhold og arbejdsform: Herregårdsjægeren og skovhuggeren

Som noget nyt tilbyder Gammel Estrup – Herregårdsmuseet undervisningsforløb skræddersyet til elever med særlige behov. Hvert forløb tilrettelægges, sådan at det matcher den aktuelle gruppes alder, kompetencer og behov.

Forløbet foregår i det nyistandsatte Skovarbejderhus i Lunden ved Gammel Estrup, der fremstår som en typisk landarbejderbolig fra omkring 1930. Eleverne vil til forløbet stifte bekendtskab med historien om herregårdenes vidstrakte skove, skovarbejderens hverdag og det hårde arbejde med skovhugst, samt historien om herregårdsjagten som aristokratisk standsmanifestation i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet.

Eleverne vil til forløbet møde en museumsformidler iklædt tidstypisk dragt, ligesom de selv kan blive klædt i kopier af historisk tøj. Eleverne oplever landarbejderhistorien gennem aktiviteter i huset, hvor de bl.a. kan prøve at tænde op i Skovarbejderhusets brændekomfur. Udenfor kan de også prøve kræfter med herregårdsskyttens og skovarbejderens arbejdsopgaver, når der kan skydes til måls efter attraper af vildt med bue og pil eller luftgevær og saves brænde med den store 2-mands sav.

Med udgangspunkt i Skovarbejderhusets indretning og udendørsmiljø samt de historiske aktiviteter bliver eleverne aktivt inddragede i en diskussion om den adelige elites eksklusive rettigheder samt vilkår og hverdagsliv for herregårdens skovarbejdere ved udgangen af forrige århundrede.

Undervisningen tilgodeser følgende trinmål:

Historie: Eleverne kan sammenligne træk ved forskellige perioder. Eleverne kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv. Beskrive forskellige tidsaldres former for magtanvendelse og diskutere begrundelser og konsekvenser, sammenligne egne livsbetingelser med foregående slægtleds, indkredse historiske emner og indgå i dialog. Eleverne kan fortælle om, hvordan mennesker er påvirket af og bruger historien. Eleverne kan på baggrund af et kronologisk overblik forklare, hvorledes samfund har udviklet sig under forskellige forudsætninger.

Dansk: Eleverne kan lytte aktivt og forholde sig åbent, lyttende og vurderende til andres fremstillinger. Eleverne kan kommunikere med opmærksomhed på sprog og relationer i nære sammenhænge. Eleverne kan følge reglerme for kommunikation i overskuelige, formelle og sociale situationer. Eleverne kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster.

Samfundsfag: Eleverne kan give eksempler på sociale klasser og sociale fællesskaber, forskellige former for magt og ressourcer, og give eksempler på, hvordan de har betydning for borgernes muligheder og politisk indflydelse´.

Biologi: Eleverne kan perspektivere biologi til omverdenen og relatere indholdet i faget til udviklingen af naturvidenskabelig erkendelse. Eleverne kan kommunikere om naturvidenskabeligt indhold i biologi.

Varighed: Cirka tre timer