fbpx

Alkymi på herregården

Målgruppe: Børn i dagtilbud i alderen 3- 6 år.

Formålet med forløbet er at give børnene en kropslig og sanselig oplevelse med astrologi og videnskab, samt understøtte læreplanstemaerne vedrørende sociale kompetencer, sproglig og personlig udvikling imens børnene lærer om naturen og kulturelle udtryksformer og værdier.

Varighed: 2 timer

Introduktion: Mange spændende historier knytter alkymien til de danske herregårde og også på Gammel Estrup har herremændene forsøgt sig med eksperimenter i det skjulte kælderrum.

Gammel Estrups historiske forbindelser til videnskaben og alkymien i renæssancen åbner for en spændende verden der både appellerer til børnenes fantasi og giver stof til eftertanke.

Forløb: Børnene stifter først bekendtskab med en udklædt museumsformidler, der påtager sig rollen som renæssancealkymist. Herefter får børnene igennem udklædning og rollespil, muligheden for at opleve en dag i livet som alkymist på herregården.

Aktiviteterne tager sit udgangspunkt i Gammel Estrups helt egen alkymistkælder fra slutningen af 1600-tallet. Her vil museumsformidleren forestå en stjerneforevisning med fortryllende fortællinger om nattehimlen. Som alkymister vil børnene også stifte bekendtskab med alkymisternes begrebsverden heriblandt de fire elementer: Vand, jord, luft og ild.

I slutningen af dagen vil børnene tegne i deres egen personlige almanak. Almanakkerne var små lommebøger eller dagbøger, i kalenderform, med bl.a. astrologiske forudsigelser, der var meget populære blandt danske adelsmænd.